Artikel fra Welsh Årbog 2020

I maj 2018 lægger Zanne, stutteri Harvest, en billedserie op med et 30 dage gammel hingsteføl Harvest Herakles. Jeg var bare solgt! At jeg havde en etårs kommende avlshingst gående, det tog hjertet sig ikke af. Og efter få timer, så var han købt ubeset.

At jeg faldt for Herakles på den måde, kan være påvirket af, at jeg tidligere havde ejet hans halvbror Rosengårdens Picasso. Jeg købte Picasso som stort fravænningsføl i februar 2009. Picasso havde jeg med i byen som 1års og 2års, hvorefter han primært gik herhjemme i stod med hans damer. Picasso er blandt andet far til mine 2 avlshopper Sejlstrups Miss Sunshine (F: 2015, efter Kroggardens Moonlight) og Sejlstrups Dicte (F: 2016, Efter Sejlstrups Daimi).
I sommeren 2015 skifter Picasso adfærd overfor både de andre heste samt han bliver mere usikker i hverdagen, så det besluttes i samråd med dyrlægen at kastrere ham. Picasso falder efterfølgende til ro, og han kan gå med både hopperne, men også ungdyrene, så det var den helt rigtige beslutning. I 2016 udstiller jeg Picasso til flere dyrskuer og et par shows, bla. Bliver han vallak champion på tværs til hingsteshow for welsh og shetlændere i Fredericia. Picasso tilkøres, og han vises for lange liner til Landsskuet i Herning. Grundet pladsmangel og manglende tid til at holde træningen ved lige, så vælger jeg at sælge ham i slutningen af 2016 som travpony. En tung beslutning, da han havde en stor betydning for mig, men samtidig synes jeg også, at det var spild af god pony, at en 7årig vallak gik hos mig og lavede ingenting, når han gerne ville arbejde.
Da jeg så ser Herakles til salg i 2018, halvbror til Picasso og så ovenikøbet i guldindpakning, ja, så var jeg ikke i tvivl, dette var Picassos afløser.

Jeg møder Herakles live 1. gang en stormende novemberaften i 2018, hvor vi havde tilbragt dagen til et welsharrangement på Sjælland, og så skulle Herakles med hjem til det nordjyske efterfølgende. Det var ikke en sjov tur hjem, vi nåede heldigvis over inden de lukkede Storebæltsbroen for trailere 20 minutter senere, men en næsten tom hestetrailer vejer ikke meget, så vi listede over. Herakles faldt let til i det nordjyske, hvor han gik i en hingste/vallak flok.
I 2019 får Herakles primært lov til at være unghest, så han tilmeldes kun Fyns junishow, hvor han opnår at få lov til at gå videre til championatet, hvor han møder sin far. Herakles bliver reservehingste champion.
I foråret 2020 bliver jeg nødt til at vælge mellem stutteriets 2 hingste; Greenhills Sparky og Harvest Herakles, da Sparky tydeligt er stresset over, at de er 2 kønsmodne hingste, og det faktum at Herakles ikke påvirkes af alle Sparkys forsøg på at dominere ham. Så efter snak frem og tilbage, så kastreres og sælges Sparky, og han trives nu som børnepony.

Jeg så frem til showsæson 2020, hvor planen var, at Herakles skulle med i byen til både de store dyrskuer samt shows. Jeg glædede mig til at vise ham frem, da han har det mest fantastiske temperament og så i smuk indpakning. Herakles kan både gå med hopper, samt køre i trailer med hopper, uden problemer. Men showsæsonen spoleres desværre af Covid-19. Herakles tilmeldes til fotoplagskuet, hvor han vinder sin klasse. Herakles deltager heruover i september show på Fyn, hvor han vinder sin klasse og bliver bedst klargjorte welsh i sec. A og B gruppen.
Herakles tilmeldes oktobershowet, og han strålede gennem hele dagen, han havde ørene fremme og han travede igennem ved alle fremvisninger. Herakles vandt sin klasse, han blev juniorchampion, han blev dagens bedste klargjorte welsh og han blev Res BIS. Og nøj hvor mine følelser sad udenpå efterfølgende, jeg var så stolt over ham; og det hingsteføl, som jeg ubetinget købte med hjertet i 2018, det har opfyldt alle mine drømme. Jeg har flere gange været ’lige ved’ i konkurrencen om æresbåndene, men at Herakles kunne opfylde den drøm allerede som 2års, det er mere end jeg nogensinde turde håbe på.

Der er 6 hopper ifolet med ham, og føllene ankommer spredt fra ultimo februar og til primo juni.